Davinde Stenmuseum

Den fynske Stenklub

Bent Nielsens sandprøver fra Danmark, Grønland og Fæøerne:

 

Sand er dejligt at gå i, men irreterende når det sidder og gnaver i skoene. Ordet stammer fra England og betyder et løst, naturligt usammenhængende samling af korn, som næsten altid er af mineralsk oprindelse.

Langt størstedelen af en sandstak er kvartskorn (silicium dioxid SiO2), men afhængig af transportvejens længde og mineralkornenes hårdhedsgrad, kan der være mange andre mineraltyper.

De mest almindelige er:

Kvarts - kalifeldspat - plagioklas - rutil - ilmenit - magnetit - turmalin - olivin - zirkon - glimmer.

Benævnelsen sand gælder kun for korn i størrelsen 0,06 mm til 2 mm. Er det finere kaldes det silt, og er det grovere er det grus.

Som sandsamler eller arenophil beævner man sandet efter hvor det er fundet f.eks.:

Strandsand - marint sand - tungsand - sø sand - flodsand - ørkensand - æolsk sand - gletscher sand - sandaflejring - biologisk sand.

 

Sandet opstår efter en geologisk proces, hvor det er forvitring og erosion i fællesskab der nedbryder klipper.

Forvitring er den proces der sker på stedet, forårsaget af vejr og vind.

Som en naturlig følgesvend er erosionen den proces der gnaver, slider og fjerner materialet fra stedet.

Her er der især tale om flodernes slid. gletschernes afgnavning, vindens slibning og havets ubønhørlige hamren og banken på klinterne.

Især temperatursvingninger splitter meget klippe, men også slidtage, kemiske og biologiske processer er med til at nedbryde klipper til sand.