Davinde Stenmuseum

Den fynske Stenklub

Af Peter Mortensen
Foto ©: Bent H. Nielsen

Fyns største grusgravområde ligger sydøst for Odense omkring Tarup, Birkum, Davinde, Kappendrup og Rolfsted. Her har der været gravet grus i over hundrede år, og der indvindes årligt 1 mill kubikmeter sand, grus og sten. Det indtil nu gravede område dækker næsten 1000 ha, hvoraf en stor del i dag henligger med søer og som rekreativt område. Man anslår, at der er materiale til endnu 25 års gravning.

Til beskrivelse af områdets geologi, har jeg hovedsagelig støttet mig til geolog Flemming Jørgensen. - Til sin afsluttende hovedopgave i geologi, skrev han i 1996 om de Midtfynske grusgrave, og i den forbindelse besøgte og undersøgte han mange af områdets grusgrave.

Her fandt han ud af, at området sandsynligvis har været overskredet 4 gange af isfremstød under den sidste Istid Weischel. Istiden varede fra ca. 115.000 år til ca. 11.500 år før nu; men i langt størsteparten af tiden henlå området isfrit.

Det første isfremstød i området var den "Gammelbaltiske", som satte ind for ca. 45.000 år siden og som dækkede hele Fyn. Under dens tilbagesmeltning mener Flemming Jørgensen, at det op til 20 m tykke smeltevandslag benævnt "Birkum Formationen", er aflejret. Og det er fra det lag hele grus indvindingen foregår.

Da langt det meste af smeltevandslaget er under vand, var der ikke mulighed for en nøjere undersøgelse. Men da kornstørrelsen er nedadgrovende, formodes det, at laget er afsat under isens tilbagesmeltning. Teoretisk, men mindre sandsynligt kunne laget også være afsat i forbindelse med det sidste Baltiske Isfremstød under den forrige Istid Sale.

Smeltevandslaget er afsat ovenpå en indtil flere meter tyk blågrå lermoræne, og nogle gange får gravemaskinen fat i ler-, sø- og tørvesedimenter, som evt. kunne være fra den sidste Mellemistid Em. - Der er indsendt prøve af tørvelagene.

Den Gammelbaltiske is efterlod landskabet som en såkaldt hedeslette - uden en dækkende moræne som i dag. - Og på grund af forholdsvis mange ret store sten i smeltevandslaget, tæt på en såkaldt gletscherport.

Frem til næste isfremstød, det såkaldte Hovedfremstød eller Nordøstisen for ca. 20.000 år siden, har området henligget som tundra også kaldet Mammutsteppen. - Det har været et fremmedartet landskab, til tider med rivende floder, og et fastland som nåede helt til England. - Havspejlet har da været ca. 130 m lavere end i dag. Og i perioder med isbræen stående i øst - tæt på Danmark. Der er under grusgravning fremkommet flere brudstykker af både kind- og stødtænder af Mammut. Og i 1992 fandt Johnny Hansen en velbevaret mellemfodsknogle af steppebison i sin grusgrav. Den er dateret til over 43.000 år. På Ringeegnen er der fundet knogle af saiga antilope, og sandsynligvis har der også været rensdyr, vildhest, urokse, rådyr, irsk kæmpehjort, uldhåret næsekorn og måske har den sabeltandede tiger gået på rov i området!?

Nordøstisen - som der er spor af i området, smeltede tilbage og blev for ca. 17.000 år siden afløst af det Ungbaltiske Isfremstød, også kaldt det Østjydske Isfremstød. - Det har i området haft mindst et genfremstød, og det sidste har efterladt den nu dækkende Birkum moræneflade. Som noget nyt har Fl. Jørgensen dokumenteret at områdets åse, som man før henregnede som NØ isens værk, må være dannet under det sidste isfremstøds tilbagesmeltning for over 14.000 år siden.

Hele området - Birkum Moræneflade, hælder kun svagt i N og NV retning omkring kote 52 til kote 38 over ca. 4 km. Grundvandets overflade ca. i kote 35 og bunden af smeltevandslaget ca. i kote 25.

Store dele af området er kun dækket af 1 eller to meter moræner, og de fleste steder er det kun det sidste isfremstøds moræne som er bevaret. Sidste isfremstød eller genfremstød har nok fjernet morænematerialer fra de andre isfremstød, og mange steder har den også "høvlet" af selve smeltevandslaget. Den er også ansvarlig for skurestriberne på de såkaldte "brolægninger" af store sten og blokke som er trykket ned i smeltevandslaget. - For "brolægningen" findes kun, når den yngste moræne ligger direkte oven på smeltevandslaget.

I få tilfælde er der moræner fra flere isfremstød, men de ligger så altid øverst i profilet og i direkte kontakt med hinanden ovenpå Birkum Smeltevands Formation.

Med undtagelse af brolægningen, må de blokke/fossiler der kan findes stamme fra det Gammel baltiske fremstød. Og altså ikke noget fra f.eks. Hovedfremstødet. - Så de blokke der er ledeblokke fra N og NØ må være materiale som den Gl. Baltiske is har samlet op fra ældre moræner!

De fossilførende blokke, som jeg har fundet de sidste ca.15 år, stammer altså fra det smeltevandslag som en fossende flod under den gammelbaltiske is har ført med sig af tidligere moræner som er kommet fra N, NØ, Ø og SØ. Materialet er aflejret i en vifteformet kegle ud fra gletscherporten, med det mindste materiale længst fra gletscher- porten. Strømretningen har nok været SØ mod NV!

Som det ses i stensamlingen er der fossilførende blokke, som må betegnes som ledeblokke. Der kan nævnes Silurblokke med koraller fra Oslområdet (sjældent), og cementsten fra Nordjylland, som er meget almindelige og må være kommet med en nordlig is. Blokke fra mellem Jura med ammonitrester, og en sandsten med "forstenet olie" fra det østlige Østersø, fortæller om en sydøst fra kommende is. Der er mange Østskånske blokke fra sen kridt - f.eks. Köpinge Sandsten, Åhus Sandsten, hvidprikket flint fra Kristianstad og det mere sjældne Tåsterupkonglomerat. Mest almindelig i det sedimentære materiale er dog sten og blokke fra det Østdanske område, med flint som den almindeligste, efterfulgt af Kerteminde Mergel. - Fakse Koralkalk er også meget udbredt. - Alt sammen passer med en sydøstlig isretning!

De sene Jura/Tidlig Kridtblokke også benævnt Katholmblokke med hjemsted i Kattegat regionen, er også ret almindelige. Efter Holger Garnaks mening er de transporteret med Nordøstisen fra forrige Istid Sale.

Fund af ca. 100 kg forkislet træ, nok fra Eocæn i Palæogen - mener man mest sandsynligt har hjemsted i det sydlige Skåne. Men flere af stykkerne er fra cementsten, og derfor kan man ikke afvise, at det meste kunne være kommet hertil med en nordlig is.

Af krystallinske ledeblokke er rombeporfyr ikke sjældent, og den største blok af rombeporfyr jeg har fundet er på over 200 kg og ligger udenfor stenmuseet. Små og store blokke af Kinneddiabas op til flere tons er almindelige, og de fleste må, ligesom "Katholmblokkene" være transporteret hertil med Nordøstisen fra Sale. De allerstørste blokke kan dog være fra den øverste dækkende moræne!

De fundne fossilførende blokke spænder i tid fra tidlig kambrium 542 mill. år til sen Oligocæn ca. 23 mill år før nu.

Så det er muligt at finde fossiler fra perioderne Kambrium, Ordovicium, Silur, Tidlig Devon, Sen Trias, Jura, Kridt og Palæogen.